Det er et særdeles flot renoveret og virkelig veludnyttet fritidshus, du nu har mulighed for at overtage her på Vandflodvej 37. Samtidig er det også et hus, hvor der er gavmild plads til både familie og venner, idet du får fire reelle soveværelser, som suppleres af yderligere plads på en hems. Dertil kommer et åbent aktivitets- og spillerum, der kan lukkes af og dermed inddrages til endnu et værelse. Huset ligger på en 2.630 m2 stor, velafskærmet og dejlig grund i den nordligste del af byen, og der er dermed blot få minutters gang til Kallemærsk Hede. Oksby og Bordrup plantager ligger også ganske tæt på. Her er der heller ikke langt til Blåvand centrum med dens mange gode butikker og restauranter mm. Husets planløsning er fordelt på 152 m2 og giver dig et stort opholdsafsnit, hvor køkken, alrum og en stue med brændeovn går ud i ét. I den ene ende af boligen ligger tre værelser og et pænt badeværelse. I den modsatte ende ligger et fjerde værelse samt aktivitetsrummet og ikke mindst et lækkert wellness-badeværelse med både spa og sauna.
UDLEJNING: Udlejningsaftale foreligger med Feriekompagniet. Lejeindtægt til sælger i 2019 var kr. 133.502,00 og i 2020 kr. 96.988,00.